Energien i dit hjem er den vi hovedsageligt arbejder med i Feng Shui, og vi vil gøre alt hvad vi kan for at holde energien lækker og opløftet, så den ikke bliver tung og stagnerer, for ellers kan den ikke hjælpe dig med at manifestere alt det du gerne vil.
At løfte energien kan gøres med en række remedier, og de 10 mest powerfulde af dem har jeg listet herunder. Mærk hvilke der taler til dig og lad resten være.
Der er ingen tvivl om at de alle ville kunne gøre noget for dig og dit hjem, men du skal kun vælge det der virker naturligt for dig og din indretning.
De Top 10 Feng Shui boostere til dit hjem er:
1. Krystaller – Runde og facet slebet,
Fantastisk middel til at højne energien i de rum de placeres i.
Krystaller kan bruges til:
- at hænge i vinduerne, ud mod et ‘manglende baguaområde’, for at trække området ind.
- at aktivere et område, blot ved at hænge krystallen i vinduet, i det baguaområde du ønsker at aktivere.
- at sænke energien i lange gange, hvor energien ellers har en tendens til at bevæge sig for hurtigt igennem. Her placeres krystallen i loftet, cirka i midten. Dette fanger energien, og sænker dermed farten.
- at hænge i loftet i de rum hvor du har 2 døre overfor hinanden, eller et vindue overfor indgangsdøren.
- at hænge en i loftet i dit badeværelse, igen for at fange energien, inden den suser ud i afløbet.
- At hænge i loftet over første/nederste trappetrin, hvis du har en trappe lige overfor din hoveddør.
Nørde info: Selvom krystallerne er lavet af glas, som i Feng Shui normalt betragtes som vandelement, så er krystallerne ildelement, pga de små slibninger/facetter, som hvis du kigger godt efter er små trekanter.
Ildelementet er det element som sætter gang i ting, og det er præcis dét disse ‘ild-kugler’ gør 🙂
Læs mere om krystaller og hvordan du bruger dem i dit hjem lige her.
2. Lys – Elektrisk, stearinlys, olie, naturligt dagslys/solskin
Lys er liv! og uden lys var vi her ikke, og uden lys ville vi ikke kunne se vores smukke hjem. Så sørg for at hav rigeligt med god belysning, og vælg altid kvalitetspærer, ja de koster mere, men det er så meget dét værd!
Der findes 3 grundlæggende typer belysning. Dem kan du læse meget mere om lige her
3. Levende ting – Planter, blomster, dyr
Hvis du ikke er en dyreperson skal du selvfølgelig ikke anskaffe dig et dyr, men levende ting, som planter og dyr, holder energien levende og vibrerende, og er godt for dit hjem.
Læs mere om hvilke planter der så er gode, set med Feng Shui øjne, lige her.
4. Spejle – Rene, ubrudte, hele, helst med ramme.
Generelt hedder det Jo større jo bedre, og jo flere jo bedre, bortset fra i soveværelset.
Hav som minimum 1 ‘fullsize mirror’ i dit hjem, så du kan se hele dig og ikke bliver skåret over nogen steder. Men spejle er også med til at holde energien (og lyset) i bevægelse, så brug gerne spejle i din indretning men husk at det skal spejle noget godt, så undgå fx. rod lige overfor et spejl. Find inspiration til brug af spejle i din indretning lige her
5. Ting fra naturen – Sten, Skaller, Blomster, Grene, Fjer, Sand osv.
Der er noget ganske særligt over ting fundet i naturen, fordi tingene er levende på en helt anden måde, end industrielt fremstillede ting, og det vibrerer på en helt anden, og højere frekvens.
6. Lyd – Windshimes, klokker, musik, instrumenter
Fyld dit hjem med god kvalitetslyd eller din yndlings musik, og dit humør (og hjem) vil instantly blive fyldt med god energi. Klokker og windchimes kan også med stor effekt, bruges i hjørner med tung energi.
Nørde tip: At hænge en klokke på dørhåndtaget, på indersiden af din hoveddør, siges at være lykkebringende. Især hvis klokken hænger i en rød snor 🙂
Men farven på snoren kan nu variere afhængig af, hvad du ønsker at manifestere (lyserød=kærlighed, lilla=penge, osv) men den røde er et all around godt lykkebringende valg 😉
7. Vand – Fontainer, vandfald, Fuglebade, Fiskedamme osv.
Rindende vand er et af de mest powerfulde Feng Shui remedier, og har du mulighed for at installere en lille fontaine et sted i dit hjem, så kan det udover energien i dit hjem også have positiv effekt på din økonomi.
Derudover er rindende vand rigtig godt for indeklimaet, da det fylder dit hjem med negative ioner (som er en vældig positiv ting :))
De mest gunstige placeringer af vandfontæner er:
- Udenfor din hoveddør. Placeres så vandet symbolsk rinder ind af din hoveddør og ind i dit hjem.
- I entreen så tæt på hoveddøren som muligt. Stadig rindende ind i hjemmet.
- I kompasretningen Nord – (baguaområdet for karriere og livsvej).
- I kompasretningen Sydøst (baguaområdet for held, rigdom & overflod)
- I stuens eller kontorets sydøstlige hjørne.
NB: Undgå at have vandfontæne på soveværelset. Også selvom dit soveværelse ligger i nogle af de gunstige områder, så er det no go, da rindende vand kan give en urolig søvn, plus motoren til fontænen ofte larmer ret meget.
Ønsker du alligevel at booste indeklimaet i soveværelset med de gode negative ioner, så kan en diffuser på soveværelset være et skønt alternativ.
8. Vind – Mobiler, uroer, flag, vimpler, bannere, vejrhaner, frisk luft, osv.
Ting der kan bevæge sig i vinden, er et hit i Feng Shui, især i hjørner hvor energien ellers kan risikere at blive tung og stagnere. Så har du sådanne hjørner, så kan en uro eller “vimpelguirlande” gøre underværker.
Derudover er udluftning, et simpelt men fantastisk middel, mod stagnation, og tung energi.
9. Kunst – Malerier, skulpturer, collager, samlinger, smukke tekstiler
Vælg kunst du godt kan lide eller som på anden måde har en stor værdi for dig- affektionsværdi tæller også her. Det vigtigste er at du har en god følelse omkring det.
10. Farver – Omgiv dig med farver du elsker
Kig rundt i dit hjem. Er der farver? Er der nok? Er der de farver der får dit hjerte til at synge, eller er du faktisk lidt træt af dem?
Farver har forskellige vibrationer, og betydning, men hvis du som udgangspunkt vælger dem du føler dig tiltrukket af, og glædes ved, så er du allerede godt i gang.
Læs med her, hvordan Guld fx kan have effekt på dit hjem og liv.
Rigtig god fornøjelse med at lukke de remedier ind i dit liv, som du tiltrækkes af, og del endelig i gruppen, hvad du finder på.
Kærligst Isabella