Udgivet i

Totemdyr, skyggedyr, og daglige budbringere

Jeg har altid elsket og været dybt fascineret af dyr og jeg er god til dyr… Så i mange år mente min mor, at det ville være oplagt, at jeg blev dyrlæge… men det var egentlig ikke der fascinationen lå.

Først da jeg var i USA tidligere i år, fandt jeg forbindelsen imellem mig, dyrene… og Essential Living 🙂

Har du tænkt over, at der er et bestemt dyr der dukker op omkring dig hele tiden? Eller har du mon et lykke/yndlings dyr? Eller det modsatte… et dyr du ikke kan fordrage (også kaldet skyggetotem)?

Alle dyr har hver deres unikke essens og kommer med et budskab. De prøver at fortælle dig noget du skal være opmærksom på lige nu, for at komme videre i den retning du gerne vil, og støtter dig med deres essens, hvis du lukker dem ind.

Dit totemdyr: Er det dyr der er forbundet til dig lige nu, i den periode du er i lige nu. Det er oftest et dyr, som bliver hos dig et stykke tid, men du kan sagtens have flere forskellige totemdyr i løbet af dit liv.
Det betyder ikke at du “smider de andre væk”, blot at du er vokset til et nyt niveau og dermed har brug for en ny guide.
Du kan finde dit totemdyr, via en meditation, men tit prøver den også at gøre opmærksom på sig selv, på den ene eller den anden måde, så kender du ikke dit totemdyr, så hold endelig øje med de små tegn.

Dit skyggetotem: Er oftest et dyr du ikke kan fordrage, eller i ekstreme tilfælde frygter og har angst for. Det kan repræsentere en side af dig selv du er bange for at åbne op for og vise. Ved at lukke dette dyrs egenskaber ind i dit liv kommer du igen videre hen mod dit ypperste potentiale, og du kan i bedste fald, slippe din fobi.

Daglige budbringere: Er de dyr, som i hverdagen prøver at gøre opmærksom på sig selv, for at give dig en besked. Det kan være alle typer af dyr: insekter, gnavere, fugle, havdyr, landdyr osv.
Fælles for dem er dog at de “opfører sig” lidt særligt. Jeg kører fx. dagligt forbi duer og ravne, men ser dem ikke rigtigt. Til gengæld oplevede jeg for nyligt at 5 mariehøns camperede på mig, og den ene nægtede at flyve igen, og blev siddende længe på min arm, og groomede sig lige så fint. Dette var klart en budbringer og jeg googlede med det samme hvad de stod for.

Du vælger ikke selv dit totemdyr, det vælger dig. Men du kan godt bevidst vælge at lukke et eller flere dyrs essens og egenskaber ind i dit liv. Det siges at jo mere du ærer dem, jo større betydning du tillægger dem i dit liv, jo stærkere og mere effektive bliver de. Så find et dyr, hvis energi du gerne vil have ind i dit liv og brug dyresymboler i din indretning.

Jeg har selv fornylig lukket kolibriens essens ind i vores kærlighedsområde, i form af Lea Hoffmanns skønne illustration. Kolibrien står blandt andet for lethed, munterhed, glæde, og at alt det man drømmer om må komme legende let til en.